Frivilligt arbejde i udlandet – et stærkt plus for en god start på karrieren! I en tid, hvor arbejdsløsheden stiger, og hvor der ofte er flere ansøgere end stillinger, bruger mange rekrutteringsansvarlige stadig kortere tid på hver ansøgning (ofte under ét minut). Når uddannelse og erhvervserfaring ligner hinanden på tværs af kandidater, handler det derfor om at skille sig positivt ud. Her kan frivilligt arbejde i udlandet være en god måde at gøre sit CV mere tydeligt og relevant på. Et internationalt forløb kan give værdifuld erfaring – både fagligt og personligt.
Ofte er det første, en rekrutteringsansvarlig lægger mærke til, din evne til at tilpasse dig et nyt miljø. Det kan signalere, at du kan navigere i ukendte rammer, og at du motiveres af mere end løn alene – med en tydelig interesse for mennesker og fællesskaber. Ved samme uddannelsesniveau vil et CV med frivillig erfaring ofte vægte positivt, fordi det viser, at du kan engagere dig og møde andre med åbenhed.

Erfaring med frivilligt arbejde kan også pege på såkaldte “tværgående” kompetencer, som kan bringes i spil i mange typer jobs – fx samarbejdsevner, ansvarsfølelse, empati og evnen til at arbejde i team.
Kvalitative undersøgelser blandt rekrutteringsansvarlige om deres syn på frivilligt arbejde peger på, at det ofte forbindes med flere styrker i relation til HR og kompetencevurdering. I flere engelsksprogede arbejdsmarkeder er det almindeligt at fremhæve frivilligt engagement og foreningsaktiviteter fra studietiden i sit CV – og tanken er, at hvis det ikke står der, kan en ung ansøger i praksis blive vurderet svagere i sin jobsøgning.

Denne tendens vokser også i Frankrig, hvor frivilligt engagement i stigende grad ses som et kvalitetsstempel, der siger noget om personen og en indsats, der rækker ud over det rent arbejdsmæssige. I rekrutteringsbureauer og andre job- og bemandingsaktører kan mængden af CV’er, den ofte ensartede og konventionelle opstilling – og ikke mindst at ansøgere ikke altid lever op til de krav, der er angivet i stillingsopslaget, betyde, at beslutningstagere mister lysten til at gå videre til næste fase: samtalen. Og når man først når videre til samtalen, bliver denne type erfaring ofte fremhævet – og kan være noget af det første, rekrutteringsansvarlige husker ved kandidaten. På den måde kan kandidaten stå stærkere og dermed blive “valgt til” i den endelige udvælgelse.Hvem er internationalt frivilligt arbejde relevant for:
Frivilligt arbejde kan være relevant for mange. Deltagerne deler typisk et ønske om at bidrage meningsfuldt til internationale indsatser. Hvert år ønsker flere at engagere sig ansvarligt, støtte reelle behov og samtidig dele en livserfaring med dem, der tager imod.
Værtsstederne efterspørger udveksling, fællesskab og videndeling – først og fremmest i en solidarisk ånd. Et ekstra plus! Officiel anerkendelse! Et internationalt forløb kan indgå i en proces for anerkendelse af
realkompetencer (VAE) “Passeport bénévole” udstedt af VITA Institute gør det muligt at synliggøre erfaring og få kompetencer anerkendt af franske uddannelses- og beskæftigelsesinstanser. Dette frivillig-pas er udviklet med støtte fra (AFPA), det franske Undervisningsministerium og foreningsområdet, Caisse des Dépôts et Consignations, Pôle Emploi og Fonda. Dokumenterne fra “Passeport bénévole” kan bruges som bilag til at supplere en ansøgning om VAE (anerkendelse af realkompetencer).

Lucie Correia

2024-10-17

La communication avec Globalong est super, personnes très présentes pour les bénévoles et étudiants partant avec cette association. Elles répondent à toutes nos questions et sont très accessibles au téléphone.

Raïssa Frisch

2024-10-14

J’ai déjà eu l’opportunité de réaliser deux projets humanitaires avec l’association Globalong. Je ne peux que la recommander, car j’ai toujours bénéficié d’un excellent accompagnement, aussi bien avant que pendant le voyage. On ne vous laisse pas vous débrouiller seuls, bien au contraire, vous êtes très bien encadrés pour accomplir toutes les démarches dans les délais. Au-delà du suivi, les expériences humanitaires proposées par Globalong ne peuvent que transformer votre vie de manière positive. Elles vous apportent une richesse humaine inestimable.

Tara Turan

2024-10-14

Une des meilleures associations que j’ai pu faire ! Une organisation et un suivi vraiment parfait, c’est avec grand plaisir que je referai un projet avec eux.

Repiquet Julie

2024-10-13

Très bon accompagnement de la part de Globalong, du premier jour avec toutes mes interrogations, jusqu'au départ dans quelques jours. Le dossier transmis après validation de la mission est plus que complet, les webmaster très intéressantes et permettent de décharger mentalement ce genre de préparation, tout est prévu il n'y a plus qu'à suivre ! Merci à Florence de répondre à toutes mes questions avec gentillesse et bienveillance, cela m'a permis de passer le cap! Maintenant, il n'y a plus qu'à 😀

Marine Guilhamat

2024-10-09

Très belle association qui offre un cadre super sécurisant et permet de s’investir dans des projets qui ont du sens. Merci à l’équipe Globalong pour votre disponibilité, gentillesse et accompagnement !

Laura Mercier

2024-10-08

Mon départ approche, je pars dans une semaine, et depuis le début de mon inscription je suis très satisfaite du suivi effectué par l’association. Ils sont très disponibles et répondent rapidement à l’ensemble des questions. Je suis très contente de partir faire cette mission humanitaire encadrée par cette association. Je recommande vraiment.

Anouk Rzkt

2024-10-02

Globalong est l'association parfaite. L'équipe offre un véritable accompagnement rythmé par beaucoup de conseils et d'écoute. Le site est très bien fait avec des dossiers complets allant des sujets très pratiques a d'autres plus théoriques (tels que le choc culturel par exemple). Je recommande vivement et remercie sincèrement toute l'équipe pour leur gentillesse et investissement !

Évaluation Google : 4.8 sur 5, Basée sur 240 avis

Hej,

Sammen med en veninde kom vi hjem til Frankrig for to og en halv måned siden… Så jeg tager mig lige tid til at gøre en lille status over et ophold med frivilligt arbejde på et børnecenter i Atakpamé i Togo. Vi var der i tre uger i juni. Her deler jeg det, jeg nåede at opleve, observere og mærke i løbet af den korte periode.
Man kan dele vores ophold op i fire sider. Først var der forberedelsen. Én del handler mest om landet – dets charme, særpræg, hverdagsliv, skikke, livsfilosofi, mennesker, vores koordinator, hans familie og udflugter… En anden del beskriver mere børnecentret med de mennesker, vi mødte (søstre, fagpersoner, børn), hverdagen og rammerne… Og til sidst vores hjemkomst.
Jeg fandt denne hjemmeside på nettet. Jeg var solgt med det samme, fordi alt er forklaret og uddybet på en måde, der virker tryg. Det er nemt at finde rundt – og flere ting er gjort overskuelige, fx når der linkes direkte til rejseforsikring… Forløb præsenteres efter sted, behov osv. Det er muligt at tage af sted hele året. Alligevel sad der en tvivl i os. Selvom vi forstod begrundelsen for gebyret (900 €), fordi det var forklaret, var vi bange for, at det kunne være et scam. Med alt det, man ser i medierne i dag, havde vi brug for at blive mere beroligede.
Vi tog derfor kontakt via e-mail. Hver gang vi skrev, svarede teamet hos VITA Institute forstående og med stor venlighed. De hjalp os igennem vores mange spørgsmål – menneskeligt og hele vejen igennem forløbet. Det vil vi gerne sige en oprigtig tak for. Vi ønskede også at dele oplevelsen sammen, og vores ønske blev i høj grad imødekommet, hvilket vi var virkelig glade for.

 Det er vigtigt at nævne, at denne type internationale ophold koster mere, end vi havde regnet med – og det skal man tage højde for. Der er gebyret, flybilletter, visum, forskellige lægemidler og beskyttelse (solcreme, myggemidler), vacciner, passende tøj, udflugter, souvenirs, kufferter med ting til børnene… For vores vedkommende skal man regne med mellem 3.000 og 4.000 €.

Børnecentret var den primære grund til, at vi tog af sted. Vi kunne være sammen med børnene i alle de daglige rutiner – støttet af mennesker (faguddannede eller ej), som var omsorgsfulde, imødekommende og gerne ville dele deres erfaringer. Børnecentret afspejler tydeligt den stemning, de ønsker i hverdagen. De ansatte er lige så omsorgsfulde over for børnene som over for deltagerne. De opmuntrer os, roser os, interesserer sig for os og er taknemmelige for den hjælp, vi bidrager med…

Jeg blev meget overrasket over forskellen mellem det billede, jeg havde af et afrikansk børnecenter – og virkeligheden. Det gik hurtigt op for mig allerede i den første kontakt med søster Elizabeth (stedets “leder”) før afrejse. Jeg forestillede mig en mere “løst sammensat” struktur – både fysisk og organisatorisk. I virkeligheden var det omvendt. Det fungerede på mange måder som en fransk døgninstitution med en tydelig ramme, en fælles plan, individuelle mål og klare retningslinjer… Bygningerne var i gang med forbedringer, blandt andet en ny køkkenløsning, da det nuværende er meget… simpelt, men fungerer. Børnene virker glade for at bo der, på trods af deres livssituation. Selvfølgelig er der materielt (legetøj osv.) stor forskel på deres hverdag og vores institutioners niveau, men alle tilpasser sig, og de virker ikke mere ulykkelige. De nøjes med det vigtigste, med det der kan skaffes… De bliver glade for de små ting. Det fik mig til at tænke over min egen måde at leve på – og vores forbrugssamfund… Vi blev virkelig glade for at kunne give dem legetøj og pædagogisk materiale… Det er værd at nævne, hvor gavmildt både vores private og faglige netværk bidrog med donationer. Vi måtte faktisk bremse det, fordi vi ikke havde flere kasser, og transporten blev umulig. Hvor frustrerende… og det får mig til at tænke igen… Hvis mange gerne vil give – hvad er det så, der bremser det? Hvorfor er forskellene så store? Vi kunne og ville gerne have haft mere med, men vi blev hurtigt begrænset af prisen på ekstra bagage (60 euro for en ekstra kuffert og 150 euro for den tredje, afhængigt af flyselskabets priser). Vi kontaktede selskabet for at høre om en løsning, men det “tilbud”, de kom med, passede ikke for os og ville have kostet mere. Så vi endte med at tage mindre med, end vi gerne ville – samt lidt penge…

Vi havde også glæden af at dele hverdagens små øjeblikke (uddeling af mad, hjælp til bad osv.) med børn i forskellige aldre. Vi delte vores egne erfaringer og kompetencer – det vi nu kunne – efter en kort periode, hvor vi lige skulle falde til og finde os til rette… Vi kunne også sætte gang i nogle aktiviteter: madværksted, manicure-aktivitet, hvor drengene faktisk var lige så interesserede som pigerne – det havde vi ikke lige forudset… Børnene holdt bestemt ikke igen med kram. Hvis der findes kradsetræer til katte, kunne man nærmest forestille sig træer til børn. Fra første dag ville de gerne op i armene, røre vores hud, vores hår… Det er børn, der knytter sig hurtigt, og som søger kærlighed, omsorg og opmærksomhed – og nogle gange også tydelige grænser…

Om de ansatte og søstrene kunne jeg skrive meget. Jeg havde nogle forbehold i forhold til religion. Jeg er ikke troende og ikke praktiserende, og jeg har et ret… “negativt” billede af religion. Men dér oplevede jeg, at man tog det bedste med sig: fællesskab, respekt, omsorg for andre… Og jeg oplevede faktisk ikke religionen som tung eller begrænsende – sådan som det blev levet og givet videre, mens jeg var der… Tværtimod oplevede jeg den som en måde at give værdier videre på.

De mennesker, der er omkring børnene, viser en stor menneskelighed over for alle. Man føler sig velkommen som i en familie. “Hvordan går det derhjemme? Familien? Helbredet? Gud velsigne dig!!!” Og ved starten af en vagt kunne vi høre: “Velkommen” og til sidst: “Godt arbejde”. Det er ord og sætninger, der rummer så meget, at jeg håber, jeg aldrig glemmer dem. Selvom deres arbejdsvilkår er helt anderledes end vores: 24-timers vagter og arbejde hver anden dag, er de altid smilende. De fleste vil gerne lære – men også gerne dele viden, færdigheder og tilgang, selv under vilkår, der ligger langt fra det niveau, vi kender fra Frankrig. Søster Elizabeth, som leder stedet, er bemærkelsesværdig i sin enkelhed, professionalisme og menneskelighed – og hun er i høj grad med til at drive den videndeling, der skal styrke både hverdagen og især omsorgen for børnene.

Vi fik også mulighed for at opleve Togo. Allerede ved udgangen af lufthavnen bliver man ramt af en bølge af varme. Vores koordinator tog imod os med et stort smil. En ung belgisk mand ankom med samme fly for at opleve det samme eventyr sammen med os. I Togo kører man især på motorcykeltaxa til korte ture og almindelig taxa til længere ture. Vi blev slået af, hvor slidte bilerne var, og af manglen på sikkerhed (ingen sele, bagagerum bundet med reb, nogle gange 7 personer i én bil, 4 personer på én motorcykel…), og hvor mange biler og lastbiler der stod i stykker langs vejene… Forureningen gjorde også indtryk – både lugten (udstødning) og støjen (konstant dytten for at gøre opmærksom på…). Papir og affald ligger mange steder på jorden, i gaderne, i floderne og på strandene… Der er nemlig ikke nogen ordninger fra politisk side til indsamling af affald.

Efter 5 timers kørsel fra lufthavnen – fordi et trafikuheld blokerede vores vej – ankom vi til vores værtsfamilie. Som navnet antyder, var de meget imødekommende, smilende og til rådighed…. Vi mødte alle familiens medlemmer. Vi blev positivt overraskede over vores værelser – der manglede ikke noget. Vi havde hver vores værelse og endda wifi. Vi spiste sammen med vores koordinator de første to dage. Der kom flere deltagere til uge for uge. Til sidst var vi oppe på fem deltagere. Vi undrede os over ikke at spise sammen med familien og ikke at skulle hjælpe med huslige opgaver… Der spiser man ofte hver for sig, i sit eget tempo, efter behov. Men det forhindrede os ikke i at dele stunder sammen, tale med dem osv. Vi så dem hver dag. Vores koordinator – ligesom de andre – tog virkelig godt hånd om os. Richard fortalte os om Afrikas historie og udvikling… Vi kunne spørge om alt. Alle lyttede. Maden blev tilpasset efter, hvad de kunne tilbyde, og hvad vi kunne tåle, så vi ikke blev syge. Hver dag spurgte de, hvordan vores dag var gået. 

Hver weekend tog vi på udflugter. Vores koordinator stod for det hele: transport, guider osv. Hver deltager kunne lide forslagene mere eller mindre. Vi nåede derfor en række oplevelser: oplevelser i naturen, badning ved foden af et vandfald, en slags safari (desværre så vi ikke mange dyr), besøg hos en håndværkssmed, et væveri, fodring af elefanter, et sted med flagermus, souvenirshopping, en tur i pirog… På restaurant skal man væbne sig med tålmodighed. Det er ikke så almindeligt at spise ude, og maden står derfor ikke klar på forhånd, som man ofte oplever i Frankrig. Man kan vente mellem 1 og 3 timer, før man bliver serveret. Det er værd at nævne, at vi på de få restauranter, vi besøgte, hverken fik serveret hund eller kat. 😉 Da leveomkostningerne er lavere end i Frankrig, kunne vi få meget ud af opholdet. Det var vigtigt at have en guide. Når man har lys hud, bliver man kaldt “yovos”. Yovos bliver ofte set som rige, og derfor bliver priserne skruet op. Man skal altså forhandle. Som eksempel: Den sidste weekend havde vi ingen guide. Ejeren af vores hotel foreslog en tur i pirog, som burde koste 2.000 CFA-franc for os to. Ved det første sted, vi kom til, efter at vi var blevet “snydt” af taxaen, fik vi tilbudt en motoriseret pirog til 15.000 CFA-franc. Ved det næste sted tilbød de en “manuel” pirog til 10.000, som vi fik ned på 8.000 CFA-franc. Da vi ankom til Togoville, skulle vi betale entré, og vi skulle også betale en guide, hvis vi ville rundt, fordi der ingen skilte var til at orientere sig… i byen. Det er til at forstå, hvorfor det fungerer sådan, men man skal være forberedt og have lidt overbærenhed. Det kan være svært at bevæge sig rundt, uden at folk opsøger én for at få penge eller sælge noget.

Det ødelægger dog ikke helhedsindtrykket… Jeg satte virkelig pris på oplevelsen, fuld af fine møder… Togo er et smukt land på trods af forureningen, og kulturen er rig… Man føler sig friere. Jeg lærte meget. Det er klart, at tre uger er en kort periode, hvis man virkelig vil forstå landets virkelighed, men det er sikkert, at hjemkomsten var svær – med en form for nostalgi. Jeg tænker stadig ofte på det. Vi er en del af et socialt netværk og får derfor jævnligt billeder af børnene. Jeg ved ikke, om jeg en dag kommer tilbage, men jeg håber at kunne prøve igen. På en anden måde… Måske…
Angélique B.