PTSD og posttraumatisk stress på et humanitært ophold: forstå de psykiske risici og pas på din mentale sundhed

Flere og flere engagerer sig i solidaritetsarbejde i udlandet – som deltagere, ansatte eller fagpersoner i humanitære indsatser. På stedet kan man blive mødt af vold, sygdom, ekstrem fattigdom eller akutte krisesituationer. I den sammenhæng kan posttraumatisk stress i humanitært arbejde blive en reel mulighed – også for mennesker, der er meget motiverede og godt forberedte. Derfor er det vigtigt at forstå risiciene, så man kan beskytte sin mentale sundhed før, under og efter et ophold.

Alligevel er psykisk belastning ofte usynlig – eller bliver nedtonet. Mange deltagere har fokus på andres behov og skubber deres egne følelser til side. Andre tænker, at de ikke “har ret” til at have det svært, fordi de selv har valgt at tage afsted. Men gentagen eksponering for svære indtryk, menneskelig nød eller usikre livsvilkår kan sætte spor. Derfor er det vigtigt at tale om psykiske traumer, stress – og ikke mindst forebyggelse og støtte.

 

Forstå posttraumatisk stress i en humanitær kontekst

Før vi taler om ophold og arbejde i felten, giver det mening at afklare, hvad posttraumatisk stress egentlig er. Det handler ikke om almindelig stress fra hverdags pres, træthed eller det at skifte land. Posttraumatisk stress kan opstå efter én eller flere hændelser, der opleves som ekstremt truende, chokerende eller smertefulde. Hændelserne overstiger personens normale evne til at håndtere situationen – også selv om man udadtil “holder sammen på sig selv” i øjeblikket.

Hvad er PTSD (posttraumatisk stresslidelse)?

PTSD (posttraumatisk stresslidelse) dækker over en række symptomer, der kan opstå efter en traumatisk oplevelse. Det kan fx være billeder, der dukker op uden varsel, mareridt, konstant alarmberedskab eller en vedvarende følelse af fare. Nogle undgår bestemte steder, samtaler eller minder, fordi alt kan trigge det, de har oplevet. Man kan også føle sig distanceret fra andre, have svært ved at koncentrere sig eller opleve skyldfølelse over at have klaret sig, mens andre har lidt mere.

De reaktioner er ikke et tegn på svaghed. Tværtimod viser de, hvor voldsomt indtrykket har været. I starten er det normalt at føle chok, sorg, vrede eller frygt. Men hvis symptomerne bliver ved, tiltager eller gør det svært at leve en god hverdag, er det vigtigt at tage det alvorligt som en mulig traumereaktion og søge passende støtte.

Hvorfor er en humanitær kontekst særlig?

På et ophold arbejder deltagere og fagpersoner ofte i omgivelser, der ligger langt fra det, de kender. De kan blive mødt af situationer, de ellers kun har set i medierne: børn i alvorlig nød, familier uden adgang til sundhed, mennesker på flugt, naturkatastrofer eller vold. Og det er ikke altid enkeltstående episoder. Nogle gange gentager mødet med lidelse sig dag efter dag, hvilket kan gøre den følelsesmæssige belastning stærkere.

Derudover samler humanitært arbejde flere stresskilder på én gang: ansvar over for mennesker, man hjælper, pres i forhold til projektmål, afstand til familie og venner, sprog- og kulturbarrierer – og nogle gange en følelse af afmagt over for behov, der virker uendelige. Man kan altså godt føle sig nyttig og samtidig blive overvældet. Den kombination øger risikoen for posttraumatisk stress i humanitært arbejde og andre former for psykisk belastning.

Endelig kan hjælperrollen gøre det sværere at erkende sine egne grænser. Mange, der engagerer sig, forbinder sig selv med evnen til at hjælpe andre. At sige højt, at man har det svært, sover dårligt eller har brug for at tale med nogen, kan derfor føles modstridende. Men at passe på sin mentale sundhed er ikke en luksus – det er en forudsætning for at kunne engagere sig over tid uden at brænde ud.

Almindelig stress, akut stress og posttraumatisk stress

Det er også vigtigt at skelne mellem forskellige niveauer af stress. Først og fremmest er en vis stress normal, når man skifter land, sprog og rammer. Tilpasningsstress kan vise sig som træthed, irritabilitet eller perioder med modløshed, men det aftager typisk, når man falder mere til. Efter en særlig chokerende hændelse kan der dernæst opstå akut stress: man sover dårligt, er på kanten eller gennemspiller det, der skete, igen og igen. De umiddelbare reaktioner betyder ikke nødvendigvis, at man udvikler PTSD.

Posttraumatisk stress handler snarere om, at symptomerne bliver ved over tid – ud over nogle få uger – og påvirker hverdagen mærkbart, fx arbejde, relationer eller generelt trivsel. Når man forstår forskellen, bliver det lettere at holde øje med egne reaktioner, tale om dem tidligere og om nødvendigt søge hjælp, før det sætter sig fast.

 

Faktorer, der øger risikoen for traumer for deltagere og fagpersoner

I felten kan mange forhold øge sårbarheden over for posttraumatisk stress i humanitært arbejde. Selv med høj motivation kan gentagne svære indtryk udfordre den følelsesmæssige balance. Når man kender risikofaktorerne, bliver det lettere at forberede sig, justere sine vaner og mindske risikoen for psykiske traumer.

Mødet med vold eller farlige situationer

Nogle deltagere og fagpersoner befinder sig i sammenhænge, hvor direkte eller indirekte vold er en del af hverdagen. Det kan være lokale spændinger, overfald, sikkerhedsrisici eller episoder med vold i hjemmet. Også når man ikke selv er i direkte fare, kan det at være vidne til sådanne situationer skabe intens stress og bidrage til udviklingen af psykiske traumer. Den type eksponering er blandt de hyppigste triggere for mulig posttraumatisk stress i humanitært arbejde.

Eksponering for sygdom, lidelse og død

I nogle forløb arbejder man tæt på mennesker, der er syge, sårede, sårbare eller døende. At se lidelse hver dag – eller stå i en akut sundhedssituation – kan skabe et stort følelsesmæssigt pres. Over tid kan det føre til empatitræthed, som øger risikoen for posttraumatisk stress og andre reaktioner som hypervigilans eller vedvarende uro.

Ekstrem fattigdom og kulturchok

At komme til et sted præget af fattigdom, manglende infrastruktur eller begrænset adgang til basale behov kan være et dybt chok. Kontrasten mellem levevilkårene i værtslandet og dem, man kender hjemmefra, kan vække en følelse af uretfærdighed eller afmagt. Den forskel – kombineret med ønsket om at hjælpe – kan øge sårbarheden over for posttraumatisk stress i humanitært arbejde. Et kraftigt kulturchok kan også forstærke følelsesreaktioner og gøre det sværere at bevare overblikket.

Følelsesmæssigt pres og oplevet ansvar

Mange føler et stærkt personligt ansvar for de mennesker, de er tæt på. Det engagement kan være meget meningsfuldt, men kan også skabe et stort indre pres. Når resultaterne udebliver, eller et projekt møder modstand, kan der opstå en følelse af nederlag. Den vedvarende belastning kan føre til ophobet stress og på længere sigt bidrage til posttraumatisk stress eller en dyb mental træthed.

Isolation, træthed og svære levevilkår

Afstand til familie og netværk, sprogbarrierer, manglende rutiner eller enkle materielle forhold kan mindske evnen til at omstille sig. Når fysisk træthed kombineres med et højt tempo, falder den følelsesmæssige robusthed. Hvis udmattelsen tager over, bliver stressreaktioner ofte stærkere og hurtigere, hvilket kan øge risikoen for posttraumatisk stress i humanitært arbejde og andre traumereaktioner.

Når man kan genkende disse eksponeringsfaktorer, får man nogle vigtige pejlemærker til at forstå, hvordan psykiske traumer kan opstå under et ophold – og hvordan man kan forebygge, at reaktionerne bliver for dominerende.

 

Tegn, konsekvenser og forebyggelse af posttraumatisk stress i humanitært arbejde

Når man kan genkende tegnene på posttraumatisk stress i humanitært arbejde, kan man reagere tidligere og mindske risikoen for, at belastningen sætter sig fast. Deltagere og fagpersoner kan reagere meget forskelligt afhængigt af personlighed, livserfaring og hvad de har mødt i felten. Alligevel går nogle symptomer ofte igen og fortjener særlig opmærksomhed.

De første tegn på psykiske traumer

Tidlige symptomer kan være søvnproblemer, usædvanlig irritabilitet, påtrængende tanker eller øget følelsesmæssig sårbarhed. Nogle genoplever svære scener – som flashbacks eller mareridt. Andre undgår alt, der minder om opholdet: samtaler, billeder, steder eller endda bestemte lyde. Reaktionerne kan komme i dagene eller ugerne efter de belastende hændelser.

Forskellen på almindelig stress og posttraumatisk stress i humanitært arbejde

Det er afgørende at skelne mellem tilpasningsstress – som er almindeligt i nye omgivelser – og posttraumatisk stress i humanitært arbejde, som kendetegnes ved vedvarende og indgribende symptomer. Almindelig stress aftager typisk, når man finder rytmen. Men ved psykiske traumer kan følelsen af fare blive ved, også i trygge omgivelser. Følelserne bliver stærkere, tankerne tungere, og reaktionerne kan føles ude af proportion med hverdagens situationer.

Følelsesmæssige og fysiske konsekvenser af traumer

Hvis posttraumatisk stress ikke bliver opdaget i tide, kan det få mange konsekvenser: vedvarende angst, kronisk træthed, koncentrationsbesvær, social tilbagetrækning, lavere selvværd eller mindre lyst til aktiviteter, man normalt holder af. Nogle oplever også skyldfølelse – ofte i mødet mellem oplevelserne i felten og hverdagen efter hjemkomst. Kroppen kan reagere med muskelspændinger, hjertebanken eller hovedpine.

Sådan forebygger du posttraumatisk stress før, under og efter opholdet

Forebyggelse spiller en central rolle i at mindske risikoen. Før afrejse er det en hjælp at forberede sig mentalt, få realistisk viden om den lokale kontekst og sætte ord på eventuelle bekymringer. Under opholdet er det vigtigt at holde pauser, dele oplevelser med andre og søge støtte, når følelserne bliver for tunge. Efter hjemkomst er der brug for tid til at lande, bearbejde erfaringerne og genfinde en følelsesmæssig balance.

• Vær opmærksom på dine egne grænser og accepter, at du ikke kan rumme alt alene.
• Hold regelmæssige pauser for at forebygge empatitræthed.
• Hold kontakt med nære relationer, der kan give støtte og perspektiv.
• Brug beroligende aktiviteter: gåture, vejrtrækning, skrivning, musik.
• Søg psykologisk støtte, hvis følelserne bliver for dominerende.

Erfaring: at blive ramt af et følelsesmæssigt chok under et ophold

« Under mit ophold blev jeg dybt påvirket af en uventet situation. I flere dage bar jeg på en intens følelse, som jeg ikke kunne få ud af kroppen. Jeg sov dårligt og opdagede, at jeg igen og igen tænkte på det, jeg havde set. Da jeg talte med en kollega, forstod jeg, at reaktionerne var normale i forhold til det, jeg havde været igennem. Støtten gjorde, at jeg kunne få lidt afstand og komme igennem perioden uden at føle mig alene. »

Den slags oplevelser viser, hvor vigtigt det er at genkende tegn på psykiske traumer og ikke bagatellisere påvirkningen. Tidlig støtte kan i praksis forhindre, at posttraumatisk stress i humanitært arbejde udvikler sig og sætter sig fast.

 

Støtte, hjemkomst og nyttige ressourcer

Efter en intens periode i felten er det vigtigt at give sig selv tid til at forstå, hvad man har været igennem. Hjemkomsten kan nogle gange vække eller forstærke følelser. Også når opholdet samlet set har været godt, kan overgangen til en roligere hverdag bringe minder eller nye spørgsmål frem. I nogle tilfælde hænger reaktionerne sammen med posttraumatisk stress i humanitært arbejde, som endnu ikke har vist sig tydeligt. Med den rette støtte kan man komme roligt igennem den fase.

At søge hjælp: et vigtigt skridt ved psykiske traumer

Hvis en deltager eller fagperson oplever vedvarende symptomer – angst, flashbacks, mareridt, undgåelse eller ekstrem træthed – er det vigtigt at tale med en professionel. Psykologer, læger eller specialiserede tilbud inden for psykologisk krisestøtte kan hjælpe med relevante redskaber. At tage sine behov alvorligt er ikke et tegn på skrøbelighed – det er tværtimod udtryk for modenhed og ansvarlighed i mødet med en mulig form for posttraumatisk stress.

Hvad et debriefing-forløb kan betyde efter et humanitært ophold

Et debriefing-forløb – enten kort efter eller lidt senere – kan hjælpe med at sætte ord på svære oplevelser. Samtalen kan gøre følelserne mere forståelige, tydeliggøre det, der har gjort indtryk, og skabe bedre orden i det indre kaos. Det er et værdifuldt redskab til at dæmpe reaktioner knyttet til psykiske traumer, forebygge skyldfølelse og støtte overgangen tilbage til hverdagen.

Nyttige ressourcer, hvis du vil forstå posttraumatisk stress i humanitært arbejde bedre

Hvis du vil dykke dybere ned i emnet, findes der mange muligheder: psykologsamtaler, informationsplatforme om traumer, fagbøger eller samtalegrupper. Ressourcerne kan hjælpe med at forstå, hvordan posttraumatisk stress i humanitært arbejde fungerer, hvilke tegn man skal holde øje med, og hvilke løsninger der passer til den enkelte.

 

Ofte stillede spørgsmål om posttraumatisk stress i humanitært arbejde

Opstår posttraumatisk stress med det samme efter opholdet?

Ikke altid. Nogle mærker symptomer allerede de første dage, mens andre først reagerer efter hjemkomst. Psykiske traumer kan nogle gange bruge tid på at vise sig.

Kan man forebygge posttraumatisk stress i humanitært arbejde?

Ja. God mental forberedelse, faste pauser og opfølgning efter opholdet kan mindske risikoen. At dele oplevelser med andre kan også forebygge, at belastningen hober sig op.

Gælder PTSD kun akutte nødsituationer?

Nej. Posttraumatisk stress kan ramme mennesker i alle typer indsatser: sociale, pædagogiske, sundhedsfaglige, miljø- eller lokalsamfundsorienterede projekter. Nogle gange er det en enkelt situation med stor følelsesmæssig intensitet, der kan udløse en traumereaktion.

Hvornår bør man kontakte en fagperson?

Det anbefales at søge hjælp, hvis symptomerne varer i flere uger, bliver værre, forstyrrer søvnen, påvirker hverdagen eller giver betydelig mistrivsel. Tidlig støtte kan gøre en stor forskel for bedring.

Konklusion

Posttraumatisk stress i humanitært arbejde er ikke en uundgåelig konsekvens, men det er en reel risiko for deltagere og fagpersoner, der møder lidelse, usikre livsvilkår eller vold. Når man forstår traumemekanismerne, genkender advarselstegn og søger støtte på det rigtige tidspunkt, kan man passe bedre på sin mentale sundhed og engagere sig på en måde, der er langtidsholdbar, menneskelig og ansvarlig.

Klar til næste skridt?

Jeg vil gerne sættes i kontakt

© VITA Institute — ressourcer til ansvarlige internationale forløb.

Hvis du vil høre mere, er du velkommen til at kontakte os på info@globalong.com