Vi valgte et forløb inden for fysioterapi under området “Folkesundhed og medicinsk behandling” i Okhaldhunga i 4 uger. I denne rapport deler vi vores erfaringer fra de forskellige opgaver:
∙ Fysioterapi / osteopati
∙ Aktiviteter med børnene
∙ Blodtryksmåling
Studiepraktik i fysioterapi — osteopati i udlandet:
Vores osteopatiske konsultationer var den primære opgave under opholdet. I starten havde vi planlagt at tage imod to dage om ugen. På grund af stor efterspørgsel gik vi over til fire dage om ugen. Vi var glade for at kunne arbejde mere, end vi havde regnet med. I løbet af 4 uger gennemførte vi i alt 146 konsultationer. Det er et meget højt antal, og vi havde ikke forventet at nå så meget. Det lykkedes, fordi vi kunne være fleksible og tilpasse os de behov, der kom fra lokalsamfundene.
De fleste henvendelser lignede hinanden. Rangeret efter hyppighed så vi især: knæsmerter, lændesmerter, skuldersmerter, albuesmerter, nakkesmerter med mere eller mindre tilknyttede hovedpiner, ankelsmerter, fordøjelsesproblemer og til sidst trykken eller ubehag i brystkassen. Smerterne hænger naturligt sammen med levevilkårene: meget gang, fysisk arbejde og tunge løft.
Allerede efter en måned fik vi positive tilbagemeldinger på vores arbejde. Flere kunne mærke en effekt af behandlingerne. Det er vigtigt, fordi det bekræfter os i, at vores faglighed faktisk kan gøre en forskel i denne type forløb. Vi håber også at få feedback efter nogle uger eller måneder, så vi kan forstå den mere langsigtede oplevelse i lokalsamfundet. Hele pointen med vores første erfaring er netop at kunne tænke i opfølgning over tid. Derfor kunne det være relevant at etablere en tydeligere kobling mellem VITA og koordineringen på stedet. Mindre smerte og bedre livskvalitet kan synliggøre behovene i områder som Okhaldhunga og samtidig inspirere osteopater til at deltage i ansvarlige internationale forløb. Med vores erfaring kan vi støtte nye deltagere og bidrage til en mere holdbar indsats.
Opholdet tog os tydeligt ud af vores komfortzone. I Frankrig er vi vant til strukturerede konsultationer med grundig dialog: fuld sygehistorie, forklaring af smerternes opståen, analyse undervejs, behandling og til sidst råd. Her gjorde sproglige barrierer og ønsket om at hjælpe så mange som muligt, at vi ikke altid kunne indsamle alle oplysninger, selv med hjælp til oversættelse fra nepalesiske deltagere. Vi måtte derfor tilpasse os og i højere grad stole på vores hænder og kliniske fornemmelse. Ved hver konsultation kendte vi de smertefulde områder, hvordan smerterne var opstået, og hvilke symptomer der fulgte med. Undervejs forsøgte vi at få flere detaljer, når det var muligt.
Derudover mødte vi patientforløb, vi sjældent ser hjemme, på grund af forskelle i sundhedssystemerne. For eksempel rehabilitering efter brud, fald eller forstuvninger og håndtering af visse tilstande. Vi vidste godt, at rammerne ville være anderledes, men vi fandt hurtigt måder at arbejde på, så vi kunne være mest muligt hjælpsomme. Alt i alt var det en meget givende oplevelse — både fagligt, personligt og menneskeligt.
→ Mulige forbedringer
Under opholdet blev det tydeligt, at der er nogle ting, man med fordel kan gøre mere tydelige — og dermed forbedre. Både for at lette deltagernes arbejde og for at gøre det nemmere for befolkningen at forstå tilbuddet. Vi noterede blandt andet:
At lave en enkel informationsplakat om, hvad vores fag går ud på, hvad en behandling indebærer, og hvad man som patient kan forvente efter en konsultation. Plakaten bør oversættes til nepalesisk og hænges ved indgangen til sundhedscentrene eller tæt på fysioterapeuten/osteopaten. Det ville gøre det unødvendigt at forklare det hele fra bunden hver gang.
∙ At lave en liste — oversat til nepalesisk — med de mest brugte nøgleord fra vores konsultationer, så vi kan kommunikere bedre med patienterne.
∙ Bedre informationsflow mellem befolkningen og os om konsultationerne:
At gøre det tydeligt for patienterne, hvor lang tid der bør gå mellem to konsultationer. Mange kom tilbage for hurtigt i forhold til den ramme, vi havde aftalt. De troede, at jo flere behandlinger de fik, jo bedre ville de få det. Derfor vurderede vi, at det kunne være nyttigt med et møde mellem personale, os og patienterne, for at give grundlæggende patientundervisning og skabe en fælles forståelse af behandlingen. En opslagstavle på sundhedscentrene med vores dage og tider. Vi oplevede enkelte misforståelser. For eksempel kom vi en helligdag, og patienterne var ikke informeret. Og flere gange kom folk og gik igen uden behandling, fordi ventetiden var for lang.
→ Små oplevelser fra hverdagen
En patient med en ledlidelse, som ikke kunne strække fingrene på grund af deformiteter. Hun blev meget rørt (og det gjorde jeg også) ved afslutningen, fordi hun endelig kunne bøje og strække fingrene igen — hun gjorde det sikkert ti gange for rigtigt at mærke, at det var muligt.
En patient kom tilbage tre dage efter sin første behandling for knæsmerter for at fortælle, at han var meget glad for at kunne “gå lige så hurtigt som en raket”.
Aktiviteter med børnene:
Vi var sammen med børnene hver torsdag. Vi havde to mål med sessionerne:
∙ Det første var at lave legende aktiviteter, der underholder børnene og samtidig stimulerer deres sanser.
∙ Det andet var at introducere engelsk for de yngste og styrke de ældstes færdigheder.
Den første torsdag var vi sammen med 42 børn fordelt i tre grupper: 6-8 år, 9-10 år og 11-14 år. Vi holdt nogenlunde fast i de grupper resten af opholdet, afhængigt af hvilke børn der var til stede de enkelte dage.
⮚ Første gruppe (6-8 år)
Vores aktiviteter fokuserede på grundlæggende engelsk.
1. session
– Præsentation med kun fornavn/efternavn
– Lære farver
– Farveleg: Vi sagde en farve, og børnene skulle røre ved noget i rummet i den farve
– Lære tal og sætninger til at fortælle sin alder
– Fri tegning og snak om de valgte farver – Lidt fysisk aktivitet til sidst
2. session
– Gentagelse af farver
– Lære frugt og grønt
– Sige en sætning om deres yndlingsfrugt og -grøntsager
– Lære dyr
– Fysisk aktivitet med dyrenes kendetegn, som vi havde gennemgået
3. session
Denne dag slog vi første og anden gruppe sammen. Der var flere bryllupper i landsbyerne, så nogle børn var fraværende.
– Lære og repetere kropsdele
– Dans med kropsdele
– Legen “Simon siger”
– Udendørs aktivitet
– Film på engelsk: Løvernes Konge
⮚ Anden gruppe (9-10 år)
I den anden gruppe kunne vi lave mere avancerede aktiviteter, fordi deres engelsk var lidt stærkere.
1. session
– Præsentation med navn/fornavn/alder
– Lære kropsdele med forskellige lege – Tegne en menneskekrop med labels
– Dans med kropsdele
2. session
– Repetition af kropsdele og dans
– Lære/repetere dyr, frugt og grønt – Hele sætninger om deres yndlingsdyr, -frugt og -grøntsager
– Legen “Tegn et monster” ud fra vores instruktioner
– Tegning
3. session
Denne dag slog vi første og anden gruppe sammen. Der var flere bryllupper i landsbyerne, så nogle børn var fraværende.
⮚ Tredje gruppe (11-14 år)
Deres ordforråd var mere udviklet, så vi tilpassede aktiviteterne.
1. session
– Præsentation med navn / fornavn / alder / klassetrin / livret / yndlingsfrugt / yndlingsfarve / yndlingsaktivitet / drømmejob
– En lille dans (mange af dem kunne godt lide at danse)
– Alfabetleg: Den, der havde bolden, skulle sige et engelsk ord, der startede med A, og kaste bolden til en anden, som skulle finde et ord, der startede med B osv.
– Leg: sige en frugt/grøntsag med første bogstav i ens navn – Pictionary på engelsk i hold
– Tegning
2. session
– Ordforrådstest med kort med forskellige genstande/dyr/frugter
– Hangman på engelsk
– Skrive en historie med fire forudvalgte kort: først på nepalesisk og derefter på engelsk, og præsentere historierne
3. session
– En sang skrevet og sunget af børnene
– Origami: blomst og frø
– Tale om deres indtryk af aktiviteterne fra de tidligere gange
I nogle områder af Nepal har man peget på en stigning i forhøjet blodtryk i befolkningen. Der findes dog ikke solide data, der bekræfter dette i landområderne. For at kunne samle mere pålidelig viden målte vi blodtryk flere gange i løbet af opholdet. Først i flere landsbyer, derefter i forbindelse med konsultationerne og også i hjem omkring sundhedsposterne.
Når vi målte forhøjet blodtryk, anbefalede vi patienterne at opsøge en læge, og vi gav samtidig enkle råd til at mindske blodtrykket (fysisk aktivitet, mindre salt). Nogle måneder før havde andre deltagere allerede indsamlet en del målinger. Samlet set nåede vi næsten 500 registreringer. Det gjorde det muligt at lave en Excel-fil med statistik — både samlet og fordelt på grupper (køn/alder). Det giver et mere analytisk billede af forekomsten af forhøjet blodtryk i dele af området omkring Okhaldhunga. Målet er at styrke håndteringen af tilstanden via flere spor:
∙ Forebyggelse: patientundervisning med fokus på risici ved forhøjet blodtryk og konkrete råd om kost og vaner.
∙ Behandling: vigtigheden af behandling og adgang til medicin for de patienter, der har behov.
Vi var glade for at kunne bidrage til denne type opgaver og håber, at det kan være med til at understøtte udviklingen af sundhedsindsatsen.
