Lande med svagere læringsresultater og høje frafaldsrater er særligt sårbare over for konsekvenserne af skolelukninger. Tre konsekvenser er blevet peget på som direkte årsager til et uforholdsmæssigt stort tab af læring:

• Familiefattigdom og tab af indkomst
• At børn presses ud i arbejde
• Flere børneægteskaber (som især påvirker pigers skolegang).

UNDP vurderede for nylig, at 86 % af børn i lande med lav menneskelig udvikling ikke længere modtog undervisning på grund af COVID-19-pandemien – mod “kun” 20 % i udviklede lande. Da man undersøgte konsekvenserne af Ebola-udbruddet for uddannelse i lavindkomstlande, noterede Verdensbanken, at børn fra de fattigste familier havde ringere adgang til læringsmuligheder (online), mens skolerne var lukkede. Ud over generel fattigdom forventes stigende arbejdsløshed og familiers tab af indkomst som følge af COVID-19 at ramme læringsmulighederne hårdest for børn fra socialt og økonomisk udsatte hjem. UNESCO advarer samtidig om stigende skolefrafald globalt. Nogle familier kan ganske enkelt ikke betale de udgifter, der følger med skolegang – eller kan være nødt til at lade børnene arbejde for at få ekstra indtægt.

En rapport fra International Cocoa Initiative viser en tydelig sammenhæng mellem familiens indkomst, skoleadgang og børnearbejde. Når børn ikke går i skole, og familiens indkomst falder, stiger andelen af børnearbejde markant. Børnearbejde er en væsentlig barriere for børns adgang til uddannelse og hænger negativt sammen med både læsefærdigheder og unges skolegang. Børn, der arbejder, kommer sjældnere i skole – eller mister helt adgangen til undervisning. Ebola-udbruddet viste, at skolefrafald i berørte lande blev fulgt af mere børnearbejde, især fordi børn fik flere opgaver i hjemmet og omsorgsansvar. World Economic Forum advarer om, at COVID-19 også kan føre til en global forværring af denne udvikling.

En lignende sammenhæng er påvist mellem skolelukninger og børneægteskaber. Organisationen Girls Not Brides peger på, at manglende adgang til uddannelse og tab af indkomst er centrale faktorer bag børneægteskaber – særligt i krisesituationer, som det også sås under Ebola. Tvangsægteskab betyder ofte, at en pige må forlade skolen. Skolelukningerne under COVID-19 kan derfor bidrage til flere børneægteskaber, hvilket igen øger risikoen for, at piger ikke vender tilbage til skolen. Selvom COVID-19-pandemien er uden fortilfælde, kan uddannelsesområdet lære af tidligere erfaringer (fx fra Ebola-krisen). En afgørende prioritet er at undgå tab af menneskelig kapital ved at begrænse frafald mest muligt og holde børn engageret i læring under skolelukningerne.

I de seneste årtier har Nepal oplevet markante forbedringer i børns adgang til skolegang på tværs af landet. I dag ligger tilmeldingen i grundskolen omkring 96 % – mod 72 % i 2000. Samtidig er læsefærdigheder blandt voksne (15 år og derover) steget støt – fra 21 % i 1981 til 68 % i 2018.

På trods af denne udvikling peger UNICEF på lav undervisningskvalitet og ulige adgang til uddannelse – påvirket af afstand, køn og socioøkonomisk baggrund – som centrale svagheder i det nuværende system. Ulighed er et grundvilkår i det nepalesiske samfund og hænger blandt andet sammen med bosætning (land/by), kaste og barnets køn. Drenge, børn fra højere kaster og børn i byområder har langt større sandsynlighed for at få adgang til skolegang end piger, børn fra lavere kaster og børn i landdistrikter. Børn fra udsatte familier har større risiko for at droppe ud – eller slet ikke starte. 99 % af børn i den rigeste femtedel har været indskrevet, mod 90 % af drengene og 86 % af pigerne i den fattigste femtedel. Og selvom de fleste børn både starter og gennemfører grundskolen, er deltagelsen i ungdomsuddannelse markant lavere (58 % af den relevante aldersgruppe i 2019). Når børn når den alder, hvor de kan få et afgangsbevis, er kun 20 % stadig i skole og berettiget til at modtage det.

Forskning har vist, at børn fra udsatte familier ofte forventes at bidrage til huslige opgaver og landbrugsarbejde, hvilket går ud over deres skolegang. Derudover er udgifter til bøger og skolematerialer en stor barriere for mange forældre. Der er udviklet flere stipendieordninger for at sikre, at børn kan købe bøger og nødvendigt udstyr. Det løser dog ikke den strukturelle udfordring, som den høje fattigdomsrate i Nepal skaber.

Andre forhold, der påvirker skolefremmødet i Nepal, er adgang til hygiejnefaciliteter (fx toiletter) – især for piger – samt tilgængeligheden af eller mangel på undervisnings- og læringsmaterialer. En repræsentant fra USAID har peget på, at en vigtig årsag til frafald er, at både forældre og børn oplever, at uddannelse ikke nødvendigvis fører til job senere. Det understreger, at selvom fattigdom er den mest alvorlige faktor bag skolefrafald og lavt fremmøde, spiller også andre forhold en rolle.

Derudover havde jordskælvet i 2015 stor betydning for uddannelsessystemets infrastruktur. Nepals indenrigsministerium oplyste, at 8.620 skoler blev beskadiget, og at 19.692 klasselokaler blev fuldstændigt ødelagt. I alle de berørte distrikter fandt National Planning Commission en stigning i frafald på ungdomsuddannelserne året efter jordskælvet til 6 %. Før var frafaldet i ungdomsuddannelse 5,3 %. Det viser, hvor sårbart Nepals uddannelsessystem kan være, når uventede kriser rammer.

Som nævnt tidligere er Nepals uddannelsessystem stærkt påvirket af fattigdom og ulighed i landet. Det betyder, at børn fra udsatte familier ofte har begrænsede muligheder for at få fuldt udbytte af skolegang. Historisk har det vist sig, at det er disse børn, der rammes først, når en katastrofe indtræffer. Derfor kan man forvente, at børn i landdistrikter, børn fra lavere kaster og piger er blandt dem, der i særlig grad bliver negativt påvirket af COVID-19-pandemien.

Ligesom under Ebola peger de første analyser fra Verdensbanken af COVID-19’s effekter i Nepal på en markant stigning i fattigdom som følge af faldende indtægter fra turisme og hjemsendte penge (remitter). Personer i lavtlønnede og uformelle job forventes at blive hårdest ramt.

Kort efter skolelukningerne indførte Nepals regering tv-undervisning for elever fra 6. til 10. klassetrin som en del af sit “digitale uddannelsessystem”. En undersøgelse fra Sharecast Initiative fra 2017 viser dog, at kun 72 % af husholdningerne i Nepal har et tv. Det giver mange børn mulighed for at følge undervisningen, men udelukker sandsynligvis stadig mere end en fjerdedel af eleverne. Samtidig gør hyppige strømafbrydelser det sværere at få adgang til denne form for skolegang. I 2012 vurderede man, at kun 49 % af Nepals landbefolkning havde adgang til elektricitet – mod 93 % i byområder.

Samtidig investerede regeringen 70 millioner rupees (ca. 570.000 USD) i at udvikle og lancere onlineundervisning. Ligesom med tv anslår man, at omkring 72 % af Nepals befolkning har adgang til internet. Men adgangen findes i høj grad i byområder og blandt familier med højere indkomst. Landdistrikter oplever desuden ofte lavere kvalitet i internetforbindelserne. Onlineundervisning kræver 3G-internet, som både er dyrt og i vid udstrækning utilgængeligt i mange landdistrikter. Derudover er det relevant at spørge, om lærerne er tilstrækkeligt rustet til at bruge digitale værktøjer i undervisningen. De møder ofte de samme internetbegrænsninger som eleverne og har formentlig ikke fået målrettet træning i at undervise virtuelt.

For at nå de mest sårbare elever blev der i en nepalesisk kommune etableret en ordning, hvor lærere og frivillige bliver trænet til at støtte eleverne to gange om ugen og følge deres udvikling. Borgmesteren forklarede, at selvom tilgangen ikke kan måle sig med normal undervisning, vil skolerne ikke åbne foreløbigt – og at “…at mobilisere lærere til elevernes dørtrin er den eneste måde at holde dem i gang med studierne på”. Et besøg to gange om ugen kan ikke erstatte klasseundervisning, men det giver trods alt nogle læringsmuligheder for børn fra forskellige baggrunde. Derudover kan det at fastholde børn i skoleforløbet øge sandsynligheden for, at de vender tilbage til skolen.

De seneste tal fra Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) viser, at omkring 40 % af børn i alderen 5–17 år i Nepal arbejder – de fleste er under 14 år og bor i landdistrikter. I halvdelen af tilfældene kan arbejdet kategoriseres som “den værste form for børnearbejde”, hvilket betyder, at det påvirker barnets uddannelse, helbred og generelle trivsel negativt. Fattigdom og manglende uddannelse er blandt de vigtigste årsager til børnearbejde i Nepal.

Ebola-udbruddet førte til en kraftig stigning i børnearbejde i de berørte lande, og UNICEF advarer om en lignende udvikling globalt under COVID-19-pandemien. Da nedlukningerne i Nepal har forværret fattigdommen, kan man forvente, at flere børn forlader skolen for at hjælpe familien med indtægtsgivende aktiviteter – og at nogle fortsætter med at arbejde, også når skolerne åbner igen.

Med afsæt i erfaringerne fra Ebola og jordskælvet i Nepal i 2015, forventes piger at blive ramt uforholdsmæssigt hårdt af skolelukninger. ILO’s data viser, at piger oftere er involveret i børnearbejde end drenge, og at 60 % af børn i farligt arbejde er piger. Piger forventes også oftere at tage sig af (syge) familiemedlemmer, yngre søskende og børn, der ikke går i skole – hvilket kan gøre det sværere at benytte alternative læringsmuligheder som onlineundervisning. FN har også adresseret dette specifikt i deres plan for beredskab og respons på COVID-19 og peger på en sandsynlig forøgelse af kønskløften i uddannelse.

Erfaringer fra tidligere kriser peger på, at COVID-19-pandemien kan øge fattigdom og børneægteskaber og dermed afbryde mange pigers skolegang. Selvom børneægteskaber formelt er forbudt i Nepal, beregnede UNICEF i 2017, at 40 % af pigerne var gift før de fyldte 18 år – og 7 % endda før 15 år. Som nævnt betyder ægteskab i en tidlig alder ofte afslutningen på en piges uddannelse. UNICEF har fremhævet, at en gift pige har ti gange lavere sandsynlighed for at gå i skole end jævnaldrende, der ikke er gift.

Paradoksalt nok er manglende adgang til uddannelse en vigtig faktor bag børneægteskaber i Nepal. Skolegang er – i mange lande – en central beskyttelsesfaktor, der kan reducere risikoen for tidligt ægteskab. Risikoen ved COVID-19-relaterede skolelukninger har derfor været, at flere børneægteskaber kunne finde sted – og at det gjorde det sværere for piger at vende tilbage til skolen, når restriktionerne ophæves.

Den globale erfaring med skolelukninger – og konsekvenserne af jordskælvet i Nepal i 2015 – har vist, at adgang til uddannelse i en krise falder uforholdsmæssigt meget for sårbare børn. COVID-19-pandemien forventes derfor at påvirke mange børns uddannelsesmuligheder i Nepal alvorligt. Ud over en voksende kløft mellem børn med adgang til tv og internet og dem uden adgang, er andre mulige konsekvenser af COVID-19-relaterede skolelukninger på nuværende tidspunkt stadig mere hypotetiske.

For det første vil skolelukninger betyde færre læringsmuligheder for børn fra udsatte familier og fra afsides områder – især piger – som ikke kan få adgang til eller drage fuldt udbytte af alternative undervisningstilbud fra myndigheder eller (internationale) organisationer. Derfor er effekten af de selvstudiepakker, lærertræning og virtuelle klasser, som Education Cluster har præsenteret, endnu usikker. Projektet beskriver ikke konkrete planer for at nå børn i afsides områder, for at følge børns engagement i deres skolearbejde, og det adresserer ikke piger som en gruppe, der er særligt sårbar i denne sammenhæng (selvom planen nævner “marginaliserede børn” som en målgruppe, når alternative ressourcer udvikles).

Hvordan kan vi hjælpe i Nepal?

En af de centrale dele af internationale forløb for deltagere eller praktikforløb i Nepal er fokus på “barnets udvikling”. Derfor deltager VITA Explorers, der engagerer sig, i en række projekter sammen med skoler, som kan styrke adgangen til undervisning og viden om børns rettigheder.