At Katmandu er en af verdens mest forurenede byer, kommer næppe bag på nogen. Men den faste formulering beskriver ikke retvisende de mange, komplekse udfordringer, som Nepals hovedstad og dens indbyggere står i. Den synlige top af isbjerget er måske affaldet, der fylder gaderne, eller den konstante smog, som lægger sig over byen.
Luftforureningen i Katmandu er ikke kun en miljømæssig krise – den dækker over flere sammenhængende årsager. For hvor der er røg, er der ikke altid ild. Nogle gange handler det “bare” om byens trafik og en solid (uheldig) dosis brændstof. Antallet af biler og motorcykler i byen stiger år for år, hvilket skaber mere trafik og flere køer – og dermed endnu flere udledninger til atmosfæren. Siden april 2020 har Nepal importeret en nyere og renere brændstoftype, men virkeligheden er, at mange køretøjer er for gamle til at udnytte den effektivt. Samtidig er nyere køretøjer, der passer bedre til brændstoffet, væsentligt dyrere på grund af afgifter og derfor uden for rækkevidde for de fleste nepalesere. Ser man fremad, ville Katmandu have gavn af nye tiltag, der styrker den kollektive transport og dermed mindsker behovet for private køretøjer. Mere sikre og overkommelige muligheder for at gå eller cykle ville også gøre en reel forskel, fordi det kan reducere afhængigheden af motoriseret transport. I 2014 skrev Kathmandu Metropolitan City allerede i en rapport: “Gaderne er nu i høj grad optaget af motorkøretøjer, hvilket ikke alene har gjort byen mindre fodgængervenlig, men også har bidraget til tættere trafik, luftforurening, støjforurening, trafikulykker osv., hvilket gør byen mindre sikker og mindre beboelig.” Den beskrivelse ligger desværre ikke langt fra situationen i dag…
De stigende temperaturer – drevet af drivhusgasser fra transporten – har konsekvenser, der rækker ud over Katmandu. Når temperaturen stiger, smelter isen i bjergene nord for Nepal, og det øger risikoen for oversvømmelser (ødelagte afgrøder, huse og i værste fald livsfare). Oversvømmelser forekommer naturligt i Nepal, særligt i Terai-området under monsunen, men klimaforandringerne gør dem hurtigere, farligere og mere hyppige end normalt. Et andet forhold er skovrydning i forbindelse med udvidelse af landbruget (skov ryddes for at give plads til flere marker) samt et stigende antal afbrændinger (der bruger brænde fra skovområder). De brande, som Nepal ofte rammes af (mellem november 2020 og marts 2021 omkring 2700 brande), skader også de skovklædte arealer markant – og dermed den beskyttelse mod oversvømmelser, som skovene ellers bidrager med. Samtidig betyder mangel på skov og grønne områder i Katmandu, at den naturlige luftrensning fra træer, som optager CO2, bliver svækket.
Derudover findes der mange andre, ofte oversete, faktorer som bidrager til forureningen: en forurenet flod, der spreder sygdomme via luften, haveafbrændinger hvor plast brændes af og frigiver endnu flere giftige gasser, tekstilindustrien som udnytter ikke-fornybare ressourcer og importerer i stort omfang, uforberedte turister der efterlader affald på trekkingruterne – eller masseturisme generelt, som for eksempel kan true hitis (vandfontæner) i Katmandu-dalen (ifølge World Monument Watch-rapporten fra marts 2022).
Men de mest mærkbare konsekvenser af klimaforandringerne rammer igen og igen marginaliserede fællesskaber og de fattigste lande. IPCC (FN’s Klimapanel) udgav sin seneste rapport (del 2) den 27. februar 2022, og tallene er ikke beroligende. Ifølge rapporten lever mellem 3,3 og 3,6 milliarder mennesker i situationer, der er “meget sårbare over for klimaforandringer”. Det betyder, at de har større risiko for sygdom, fejlernæring og naturkatastrofer (forstærket af menneskelig påvirkning) – og samtidig færre muligheder og ressourcer til at beskytte sig. Klimaforandringer drives i høj grad af de mest velstående lande, men konsekvenserne rammer de fattigste – og særligt minoriteterne i disse samfund.
Derfor – som IPCC formulerer det – “reducerer integrerede og inkluderende løsninger, der tager afsæt i et system baseret på lighed samt social og klimaretfærdighed, risici og muliggør en klimamodstandsdygtig udvikling”. Klimaforandringer er et globalt og fælles ansvar, og IPCC er tydelig i sin rapport: Vores måde at tænke og indrette samfund på må ændre sig – og det er et presserende behov. I Katmandu er befolkningens sundhed på spil, og man kan kun håbe, at kommende politiske tiltag tager højde for den aktuelle alvor af hensyn til byens indbyggere og vores fælles fremtid.
Fanny Jonckeau
“billederne er ikke kontraktligt bindende”
